Skinnende gråt guld på Mojo. De var der allesammen. Altså musikerne. Forventningsfulde på det intime bluesmekka i centrum af København. Sådan som det altid har været, når kendere lige skal ned og lure de virkelige professionelle af. Little Feat var sådan et band, som altid ville samle masser af kollegaer. Og her med INDIAN SUMMER var det tydeligt, at de gamle fans og venner lige skulle ned og bekræftes i, hvad koncerten for nogle måneder siden havde åbenbaret. Nemlig at den ydmyge guitarlegende Lars Hybel igen var tilbage. Manden som alle - og ikke mindst C. V. Jørgensen - vil skrive under på er en af de virkelige eksperter, når det gælder seriøs strengeleg med retning mod den amerikanske vestkyst eller ned om Nashville.

Sammen med sanger og guitarist Mick Rasmussen ( Poul Krebs, Henning Stærk, Tamra Rosanes ) og med rytmegruppen bestående af trommeslager Gert Smedegaard på tunge og kompetente gryder og tilsyneladende uopslidelige Knut Henriksen på vokal og bas, fuldendte de mødet for mestre med nøgleord som Country-Rock, Boogie, Blues og Bluegrass som fælles reference. Det var en fornøjelse at følge de gutter svinge en kombination af standards og selvkomponerede numre ud over scenekanten, så det kunne forplante sig blandt det tilrøgede fredagspublikum.

Lars Hybel spillede fortrinsvis på sin Fender Telecaster, når han da ikke tog banjoen frem, og bluegrass stemningen sneg sig ind og gjorde godt. Mick Rasmussen spiller også Telecaster med B bender, og desuden trak han en 12-strenget Rickenbacker frem, når der gik The Byrds i den med glansnumre som Dylans "Mr. Tambourine Man". Ligesom de gav os en række Neil Young-numre i fede versioner, hvor højdepunktet var en uptempo-udgave af anti-junk-sangen "The Needle And The Damage Done".

 
(Foto: Lea Gotfredsen) 

Der var masser af gode øjeblikke at tage fat på under koncerten. Som i starten af andet sæt, da drengene lagde op til den gamle gospelhymne "Will The Circle Be Unbroken", og dårende dejlige Tamra Rosanes sprang op på scenen fra sin plads foran scenen og lagde sjælen i koret. Et andet gudeøjeblik var versionen af Junior Parker og Sam Philips´ "Mystery Train", hvor koret krænger linjen "train I ride, sixteen coaches long" med en diktion, så man husker Paul Butterfields bluesharpe på The Last Waltz i samme nummer. Og apropos The Last Waltz, så fik vi også nogle numre fra The Bands repertoire, nemlig "The Shape I´m In" og "The Weight". Ligesom der var en uafrysteligt lækker version af Neil Youngs "Going To The Country".

Så en fed aften i selskab med nogle af danskrockens bedste spillemænd. Vii må håbe, at INDIAN SUMMER beriger os med en plade snart. Det var i hvert fald en aften på Mojo, der smagte af mere. ( Uddrag af anmeldelse i Gaffa )

Book en koncert med INDIAN SUMMER - det er kræs!

 
KONTAKT FOR BOOKING:

 

^ TIL TOP